Roskilde Baptistkirkes kendetegn

 

Levende tro

Vi er kirke med det formål at udfordre os selv og andre til en levende tro på Jesus Kristus.
Vores udgangspunkt er den enkle tro på Jesus Kristus, som vi møder i Bibelen, og vi mener, at troen og fællesskabet giver overskud og integritet til sammen at være noget for andre.
Vi tror på, at Bibelen er Guds ord og rettesnor og fundament for vores liv. Vi ønsker at leve efter Guds vejledning for vores liv.
Vi ønsker at invitere til en fælles vandring, hvor vi lærer mere om Gud og værdien af livet sammen med ham.
Vi tror, at det giver livskvalitet at tjene Gud og hinanden.

Stærkt fællesskab

Vi er kirke med det formål at skabe stærke fællesskaber på tværs af generationer, kulturer og etnicitet.Roskilde Baptistkirke er en åben kirke på tværs af generationer, kulturer og etnicitet. Vi ønsker at være et uhøjtideligt, accepterende og autentisk fællesskab med plads til alle. Det er vores frivillige engagement, der bærer kirkens mangfoldighed af aktiviteter. Derfor er det en forudsætning, at vi alle involverer os med de gaver og muligheder, vi hver især har. Vi ønsker at udvikle os selv og hinanden gennem træning, opgaver og ansvar, ud fra princippet om, at vi alle har en unik funktion i kirkens fællesskab. På den måde oplever vi, at fællesskabet giver rum for livsglæde og udvikling.

Lokalt engagement

Vi er kirke med det formål at få næstekærlighed, socialt engagement og retfærdighed til at gennemsyre vores lokalsamfund. Vi arbejder for at være en kendt og aktiv medspiller i det lokale miljø, og vi påtager os et socialt medansvar i samspil med samarbejdspartnere omkring os. Vi lægger vægt på kvalitet i arbejdet og vil gøre vort bedste med det, vi har. Roskilde Baptistkirke er en del af det kirkelige miljø i Roskilde, og vi værdsætter fællesskab og samarbejde med andre kirker i området. Vi ønsker at involvere os i forskellige netværk og projekter på tværs af kirkesamfund ud fra den forståelse, at i Guds øjne er der kun én kirke i byen, selv om der er flere forskellige menigheder. Vi tror, at enhed mellem kirkerne giver en større forståelse af, hvem Gud er. Da kirken er dynamisk, forandres organisationen efter behov, styrke og fokus.
Vi er således i konstant bevægelse. Det afspejler sig bl.a. i, at aktiviteter og funktioner kan opstå i en periode for igen at nedlægges, så nye, aktuelle aktiviteter og funktioner kan få plads i kirkens liv.De enkelte medlemmer danner økonomisk basis for kirkens arbejde, idet kirken er selvfinansierende ved frivillige bidrag og gaver.Gennem moderne missionsarbejde rækker vi desuden ud til befolkningen i andre dele af verden.