Taknemmelighed
Hold da op for et år vi har haft i kirken. Det vil vi sent glemme!
Da vi tog fat på 2020 var der ingen af os der anede, at vi ville blive ramt af corona-virussen i Danmark, og at det kom til at påvirke alt i vores liv. I menigheden har vi i lange perioder været online-kirke, og hele året har alle vores aktiviteter været lidt on-off.
Det har været svært at være kirke under disse omstændigheder, men på trods af det, er der rigtig mange ting, som vi kan være taknemmelige for.
Kendetegn
Levende tro: I slutningen af sidste år fik vi foretaget en naturlig kirkevækst undersøgelse, der viste os noget om menighedens styrker og svagheder. Undersøgelsen viste, at vi er stærke på tjeneste, lederskab og struktur, men et af de områder, hvor vi har udviklings-potentiale er spiritualitet – eller ”levende tro” som vi har formuleret det under vores kendetegn.
På den baggrund har vi fokuseret meget på bøn, bibel, proklamation og tilbedelse i vores gudstjenester i 2020, og vi har samtidig sat mere fokus på levende passioneret tro blandt vores børn og unge, så de fra en ung alder lærer om et levende og personligt forhold til Gud. Efterårskonferencen havde samme formål, og også der, kan vi være taknemmelige for, at vi erfarede Guds tiltale og berøring.
Stærkt fællesskab: Et andet område hvor undersøgelsen viste, at vi kan blive bedre er om omsorg og fællesskab. Vi oplever ofte godt og varmt fælleskab i kirken, men ved siden af det kan vi arbejde med personlige relationer og åbne hjem.
Sikkerhedsnettet, der er vores besøgstjeneste, har igennem hele året arbejdet med at besøge og ringe til folk. Vi har fast kontakt til næsten 30 personer, som vi kontakter med jævne mellemrum, og her kan vi virkelig være taknemmelige for at vores besøgsvenner styrker vores fællesskab.
Lokalt engagement: Helt fra menighedens begyndelse i starten af 1900-tallet har kirken haft socialt arbejde som en integreret del af menighedslivet – både lokalt og globalt. I 2020 har Socialt Netværk lavet månedligt måltidsfælleskab, og vi begynder at have dybere og rigere relationer til de folk, der kommer der.
Samtidig har vi støttet projektet med uledsagede flygtningebørn i Athen, mentor-projektet for tidligere børnehjemsbørn i Honduras og det kirkelige og sociale arbejde i Burundi med næste 100.000 kr. i løbet af året. Tak til Gud der bygger sit rige både her blandt os og ude i den store verden!
Retning
Stærk kirke: Vores fokus i 2020 har i høj grad været at styrke vores lokale menighed på alle ledder og kanter. I foråret var en stor del af menigheden med i vores online studie- og undervisningsforløb, Masterclass, og under corona-nedlukningen tog en gruppe af menighedens medlemmer også initiativ til facebookgruppen ”Forbøn under corona krisen”, som faktisk kører endnu med bøn flere gange om ugen.
Samtidig med arbejdet for ”åndelig modenhed” knokler vi også med vores bygninger. Kirkesalen er blevet udvidet, lydudstyret fornyet og hovedhuset er ved at blive renoveret. I 2021 håber vi så, at vi kan komme til at bygge en ny aktivitetsfløj. I hvert fald har vi fået et færdigt tilbud fra vores entreprenør, og nu venter vi på en melding fra vores bank/kreditforening. Tak til alle jer, der har hjulpet på forskellig vis med det hele.
Det har også været en stor velsignelse, at vi har haft et år med ro omkring ansættelser og menighedsrådet. Det er de samme folk, der sidder med om bordet, og det giver sådan en god retning og kontinuitet i tingene.
Flere menigheder: I forhold til ønsket om at se flere menigheder og kristne fællesskaber blomstre op, er vi hovedsagligt lykkedes i udlandet. I Burundi har vi i løbet af 2020 været involveret i 2 menighedsplantninger, både i forhold til økonomi og supervision.
Det er fortsat vores bøn, at vi også må se flere menighedsplantninger lykkedes i Danmark, men hvordan det skal se ud, har vi ikke den fulde visdom omkring endnu.
Praksis
Gudstjenester: Med henblik på vores fælles praksis i kirken, så har vi oplevet en sund stabilitet omkring vores gudstjenester – både hvad angår sund forkyndelse, kvalitetsfyldt lovsang og anderledes indslag. Derudover har vi fundet en god model for online gudstjenester, så endnu flere kan få et møde med den levende Gud.
Netværk: Som endnu et led i vores arbejde med omsorg og fælleskab, har en gruppe gennem hele efteråret kigget på andre kirker, der er lykkedes godt med netværksgrupper, og målet er, at vi i foråret starter en række nye grupper.
Tjeneste: Et par gange i løbet af året har vi afholdt ”nådegavetest” efter gudstjenesten. Via det er en gruppe af de nye som er begyndt i kirken kommet i tjeneste. Nogle i praktiske funktioner og andre som del af teams og udvalg.
Mentoring: I hele 2020 har et team haft fokus på mentoring i menigheden. De har hjulpet en del folk med at finde en mentor, hvilket faktisk betyder, at vi er gået fra at ca. 20 havde en mentor til at det nu er 40, der har en mentor, som følger dem i liv og tjeneste.
Økonomi: På trods af corona krisen har vi i 2020 endnu engang oplevet at flere givere er kommet til. Særligt blandt vores unge er der en øget bevidsthed om, at vi må stå sammen om menighedens økonomi, og at der er brug for faste givere. Tak til alle jer der giver trofast måned efter måned.
Et opbyggende ord
Vores fokus i 2021 vil forsat være ”Stærk kirke”. Vi vil arbejde videre med undervisning, spiritualitet, grupper, mentoring, økonomi og bygninger med henblik på, at vi bliver en moden og stærk menighed. Når corona forhåbentlig må slippe sit greb i samfundet, bliver der noget arbejde med at samle menigheden sammen igen, og vores bøn er, at vi fortsat må opleve vækst i både kvalitet og kvantitet.
Med alt dette i tanke er der et ord fra Det Gamle Testamente, der er blevet levende for os:
”Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves” (Salme 127, 1)
Det er et ord fra tempelbyggeren Salomo, der havde en sund fornemmelse for, at det ikke nytter noget at organisere eller bygge ting, hvis vi ikke også har fokus på Guds nærvær, Hans velsignelse og tjenesten for Ham.
Det skal vi have i tanke i disse år, hvor vi bygger menighed og aktivitetsfløj. Kirke handler om Gud og mennesker, og vi må ikke fortabe os i egne planer og mursten. Det er Guds Ånd og Ord, der gør forskellen, ikke menneskers værk.
Med den tanke ønsker vi alle en glædelig jul og et velsignet nytår.
Kærlig Hilsen
Michael Frost og Jakob Vagner
Præster i Roskilde Baptistkirke