Det hele startede 1899 med at en familie holdt søndagsskole og dagligstuemøder i deres eget hjem. Ret hurtigt efter blev baptisterne i Roskilde en kreds under Frederiksberg Baptistmenighed i København. Det var først i 1937 at Roskilde Baptistmenighed blev stiftet.
Allerede tidligt var der planer om at bygge en kirke. Via et par omveje lykkedes det at få bygget en kirke på Vindingevej 10.
Kirken var i mange år rammen om et rigt menighedsliv for alle generationer, men pladsen blev efterhånden for trang. Der var ikke plads til større udvidelser, så menigheden begyndte at kigge efter andre muligheder.
Det viste sig, at man ikke skulle kigge så langt. Roskilde Kommune ejede et plejehjem på Vindingevej 32. Da det blev nedlagt, fik menigheden mulighed for at købe det, inkl. tjenesteboligen, som blev til præstebolig.
Der blev lavet planer for en ny kirke med kirkesal, café og børnerum. Første spadestik blev taget i sommeren 1991, og kirken blev indviet 2. februar 1992 ved en stor og festlig indvielsesgudstjeneste. Den gamle kirke på Vindingevej 10 blev solgt, og har siden været brugt til forskellige erhvervsformål.
I 2017 kunne Roskilde Baptistmenighed således fejre sin 80 års fødselsdag og kirkebygningens 25 års jubilæum. På det tidspunkt stod det også klart, bygningerne var noget slidte. Især aktivitetsfløjen var i ringe stand. En renovering kunne ikke svare sig, så nybyggeri var den eneste løsning.
En arbejdsgruppe blev nedsat, tilbud hos arkitekt og entreprenører blev indhentet. Efter overvindelse af flere udfordringer kunne byggeriet af en helt ny aktivitetsbygning endelig gå i gang i foråret 2021. Den 14. august 2022 kunne vi indvie bygningen. Projektet omfattede også udvidelse af kirkesalen og cafeen samt en grundig renovering af den gamle præstebolig, som nu er privatbolig. Mange frivillige har ydede en kæmpe indsats, og uden dem kunne projektet ikke være gennemført.